Princip 1: Folkesundhed gennem styrkelse af sund livsstil
e-Doktor.dks formål er at styrke folkesundheden gennem lødig information om sundhed og sygdom samt håndgribelig vejledning i et sprog, der er forståeligt for alle. Bl.a. overvægt og rygning er nogle af de største trusler mod folkesundheden med bl.a. diabetes, kræft og hjerte-kar-sygdomme som nogle af de værste følgesygdomme. Vi betragter det som en folkesundhedsopgave at hjælpe andre med at leve sundere.
Princip 2: Viden og motivation i øjenhøjde
Det er vores mål gennem lægeligt superviserede programmer og oplysning at bidrage til bevidsthed om bivirkningerne ved usund levevis i et klart og simpelt sprog, og motivere til at modtage kvalificeret hjælp til selvhjælp. e-Doktor.dk har det som mission at kommunikere i øjenhøjde og ikke med løftede pegefingre, men tilskynde selverkendelse og selvmotivation.
Princip 3: Altid den nyeste viden
e-Doktor.dk er skabt på en vision om til hver en tid at formidle den nyeste og mest valide medicinske information. Det er vort mål at bygge vort arbejde på den til hver en tid højeste lægelige viden. Vi tager vort udgangspunkt i den evidensbaserede medicinske tradition, hvor der fokuseres på veldokumenteret medicinsk forskning.
Princip 4: Kvalificerede skribenter på tværs af faggrænser
e-Doktor.dk har tilknyttet et hold af kvalificerede fagpersoner, der har det som mål at sikre kvaliteten af informationer og vejledning. Staben består af læger, sygeplejersker, rygestopinstruktører, diætister og mange andre med dokumenteret erfaring. Alle retningslinjer udstikkes af kvalificerede læger og medicinske specialister, der superviserer e-Doktor.dks virke. Det er vort mål, at de forskellige faggrupper gennem e-Doktor.dk arbejder sammen på tværs af faggrænser og traditionelle skel.
Princip 5: Klarhed om afsenderen
Al rådgivning angående lægelige og sundhedsmæssige emner, som bliver tilbudt af e-Doktor.dk, gives af uddannede læger, rygestopinstruktører, diætister, fysioterapeuter eller sygeplejersker og andre kvalificerede sundhedspersoner, medmindre det klart og tydeligt tilkendegives, at et specifikt råd stammer fra en person/organisation uden professionelle kvalifikationer i traditionel forstand. Afsenderens fulde navn og titel vil altid fremgå af meddelelser fra os. Samtidig er al medicinsk viden, der formidles via e-Doktor.dk, underbygget af medicinsk forskning, hvor argumentets stilling er vejet og vurderet.
Princip 6: Redaktionel uafhængighed og integritet
e-Doktor.dk er uafhængig af faglige, politiske eller økonomiske særinteresser. Det er vort mål at tjene vore brugere på den bedste og mest forsvarlige måde uden skelen til særinteresser. Denne uafhængighed og integritet er en afgørende hjørnesten i vort arbejde for at sikre maksimal tillid mellem os og vore brugere. Uantastelighed er et kendemærke for e.Doktor.dk. Vort hold af sundhedspersoner forpligter sig til altid at præsentere de mest kompetente medicinske informationer ud fra et strengt fagligt skøn.
Princip 7: Økonomisk adskillelse
e-Doktor.dks stab har forbud mod at lade økonomiske hensyn påvirke fagligheden i tjenestens arbejde. Hvis medarbejdere måtte have økonomiske særinteresser i relaterede affærer eller måtte have modtaget løn eller ydelser fra aktører med særinteresser, skal dette klart fremgå af vedkommende levnedsbeskrivelse. e-Doktor.dk arbejder således med erklærede interesser, hvor der måtte være nogen, så stabens baggrund altid er gennemsigtig for brugerne. De faglige medarbejdere må aldrig lade sig influere eller påvirke af finansielle interesser, men skal alene handle ud fra lægelige, professionelle og faglige skøn.
Princip 8: Åbenhed om sponsorer
Eventuelle annoncører og sponsorer for e-Doktor.dk skal være tydeligt identificeret, herunder identiteten af kommercielle og ikke-kommercielle organisationer, som har bidraget med midler, tjenester eller materiel. Reklamer og andet materiale, som tjener specielle interesser, vises på en sådan måde, at der tydeligt differentieres mellem det og e-Doktor.dks eget uafhængigt redigerede materiale.
Princip 9: Et supplement til den sædvanlige læge
De oplysninger, der gives af e-Doktor.dk, tilsigter at støtte, men ikke erstatte, de forbindelser, der eksisterer mellem en patient/informationssøger og hans/hendes sædvanlige læge.
Princip 10: Fortrolighed
Alle personlige oplysninger, som angår enkelte patienter/informationssøgere hos e-Doktor.dk, herunder deres identitet, behandles som fortrolige. Vi er juridisk og moralsk forpligtiget af lægeløftet til ikke at videregive oplysninger, som betros af patienter/informationssøgere.
Læge Carl J. Brandt, stifter, e-Doktor.dk - 1. december 2002 og 1. juni 2005.